Drømmestedet- men det er hårdt arbejde

Drømmestedet- men det er hårdt arbejde

20. oktober 2019 1 Af Simone Hoppe

Når drømme går i opfyldelse

Det er ingen hemmelighed, at jeg har vidst fra jeg var barn og læste Wendyblade, at jeg ville have mit eget hestested. Jeg har nærmest levet i en stald hele mit liv, selvom jeg er opvokset inde i Århus. Jeg har så mange ideer og tanker, at det at have mit eget sted, klart giver bedst mening. Jeg har aldrig rigtig følt mig “hjemme” andre steder. Eller det passer ikke. Jeg elsker at være på Søholt gods hos Hasse og Grethe Hoffmann, der kunne jeg godt trives altid.

Men jeg må også indrømme at igennem 10 år som selvstændig har jeg på den hårde måde lært, at det at samarbejde og stole på andre mennesker og drive forretning sammen med andre eller hos andre, giver udfordringer. Og jeg har ikke haft mod på at springe ud i at købe mit eget alene, da jeg nok må indrømme at praktiske opgaver ikke lige er mig. jeg er mildest talt elendig til at reparere og fikse ting. Tilgengæld er jeg slet ikke bange for at knokle og de mange arbejdstimer vil jeg bare nyde.

Nu er jeg så heldig at have fået en kæreste med samme drømme som mig og det har givet helt nye muligheder. Søren er berider og vi er blevet enige at sammenlægge vores forretninger til S&S Equstrian og vi har fundet det helt perfekte sted at drive forretningen fra. Vi har fået mulighed for at leje os indtil, så vi kan prøve det af. Forhåbentligt kommer vi til at elske at være der og kan købe det efterfølgende.

Hårdt arbejde forude- men hvad betyder det?

Vi har fundet et eksklusivt ridecenter tæt på Silkeborg, hvor vi i forvejen har en stor del af vores kundekreds. Jeg har faktisk boet på Grandalsgård tidligere, så kender stedet rigtig godt og da muligheden bød sig, var jeg ikke i tvivl om, vi skulle gå for at flytte ind.

Men vi ved også begge to at den der barnedrøm og vores eget sted, som virker romantisk og idyllisk, bliver hårdt arbejde. Vi vil shine rigtigt meget op på ejendommen og den er stor, så der er lang vej rundt. Men vi har totalt mod på det og kan slet ikke vente med at komme i gang. Det kribler virkelig i fingrene.

For første gang kan jeg samle alle mine heste og ideer. Vi kan tilbyde tilridning, da Søren er super skarp til det og det betyder jeg nu vil kunne tage imod mange flere kåringshopper og vi kan tage imod flere interessante ungheste, som kan sælges, når de er tilredet og klar. Søren springer på højt plan og vi vil hele tiden have 4-5 top springheste inde. Så udover mine dressurheste, vil der også være salg af springheste. Jeg elsker at ride mine islandske heste og på Grandalsgård er der masser af plads og jord, så det vil nu også være muligt at tage islandske i tilridning/træning og kommission. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Derudover skal alle mine ungheste og min egen avlshoppe selvfølgelig også flytte ind, det bliver så fedt at kunne følge dem og have dem lidt i hånd. Der er de lækreste store folde i kuperet terræn, hvor vi kan lave følbørnehave.

Så min drøm om at kunne samle hele min hverdag er virkelig tæt på. men jeg ved også at vi virkelig skal præstere og knokle for at få kunder, sælge nok heste og tiltrække nye elever. Det bliver pludselig en større forretning, som har plads til 10-15 heste i træning og 10 opstaldere samt vores egne heste. det kræver en fast stor indtjening at køre på den måde vi ønsker, hvor forholdene for hestene er i top. men det ved jeg vi kan og vi vil gøre alt for at nå vores mål. Men de første to år bliver hårdt arbejde uden fridage og afslapning, men jeg ved, at det bliver det hele værd.

Det er også vildt imponerende, hvor mange der bakker op om projektet, sponsorer, venner og familie står klar og vi tager imod med kyshånd. Så vi har kastet os ud i et stor projekt og vi har store planer og vi glæder os til I vil følge med i vores rejse.

Jeg bliver ofte spurgt, om det ikke er fantastisk at leve af sin hobby? Og jeg kan kun svare ja. Det er helt fantastisk og jeg elsker det. Jeg gider altid møde på arbejde om morgenen og dagene går stærkt. Men jeg har mange dage, hvor jeg møder i stalden fra 7-14, så kører jeg tit ud til et par elever privat og underviser eller rider et par heste og så videre ud at undervise. Sådan er min hverdag fx altid fast 3 gange om ugen. Her er jeg færdig med arbejdsdagen ca 21 og har så ofte en times kørsel hjem. Så jeg er træt, når jeg kommer hjem og sover altid godt. Men udover alt det sjove, som er ridning og undervisning, så er der også meget papirarbejde og regnskab, så det er virkelig et specielt liv og det er en livsstil, som man skal kunne lide og man skal ikke være arbejdssky, hvis man vil klare sig i den her branche.

 

Hvad kan vores drømmested så?

Vores stald skal ikke bare være et ridecenter. Det skal være et forum, hvor vi kan tilbyde at udvikle og træne heste med stor fokus på deres individualitet og hvor de ikke bare er et nummer i rækken. Så mister jeg nemlig lysten. Det er vigtigt for mig, når jeg sælger hest, at finde det rette match, så jeg ved, både hest og rytter får en masse glæde af hinanden. Det giver glade kunder frem for hurtige salg, hvor matchtet måske ikke er korrekt og kunden ringer tre måneder efter og er ked af handlen. Det er for det første synd for hesten at blive kastebold og målet er jo glade kunder, som kommer tilbage og køber en ny hest eller anbefaler os til venner og bekendte. For mig er god kommunikation og ærlighed vigtigt. Det skal ikke være en hestehandler biks. Men en seriøs forretning, hvor veluddannede kvalitetsheste matches til de rette købere.

Vi underviser begge meget og kan rigtig godt lide det. Så at videregive vores viden og ideer bliver også en stor del af S&S Equstrian. Vi vil fortsat begge køre ud og undervise to aftener om ugen og derudover er alle meget velkomne til at køre til os. Vi er i fuld gang med at opbygge et fælleskab for vores ryttere og der kommer flotte underlag med logo og tøj, som vores elever kan købe til en god pris. Det er vigtigt for os at ridning bliver et fællesskab og at vi kan hjælpe hinanden. Vi tager også gerne med vores elever til stævner og vil helt sikker arrangere kurser, træningsdage og ridelejr næste år.

Vi har SÅ mange projekter, vi brænder for. Det bliver så spændende at komme rigtigt i gang.