Jeg arbejder fuldtid som rytter. Det vil sige min hverdag starter kl 06.15 med at fodre hunde og kl 07 går jeg i stalden. Jeg arbejder normalt 7 dage i ugen. Vi har heldigvis nogle enkelte weekender, hvor vi har “fri”. Men her har vi næsten altid stævner, kurser, undervisning eller hundeudstillinger.

Det er svært at være gravid og nå alt det, jeg plejer. Så jeg er ved at acceptere( det går faktisk ikke ret godt..) at jeg ikke kan ALT det, jeg gerne vil. Men er desværre nødt til at lytte lidt til min krop.

Tænker mange hestepiger er ligesom mig. De knokler videre selvom, det gør lidt ondt et sted, man føler sig syg eller har en brækket finger el. lign. Indtil nu har jeg faktisk arbejdet med fuld skrue. Jeg har 2,5 måned tilbage nu og har taget 13 kg på… ja, den er god nok 13 kg…

Jeg er ikke så pylret med min vægt og at ligne en åleslank fotomodel er bestemt ikke mit mål, men… lige nu er jeg virkelig ikke for fiks. Jeg kan ikke passe noget af mit tøj. Jeg puster meget mere end jeg plejer og mine lår er mega ømme. Jeg føler mig som en gammel dame.

Det er hårdt at indse, men, jeg skal vist ikke klage. Jeg har virkelig haft en nem graviditet. Jeg har slet ikke haft det dårligt og føler mig ikke træt. Min krop begynder at blive lidt træt nu og tung. Jeg går mega langsomt og ligner lidt en blanding af en pingvin og en hvalros, når jeg går. Det er sgu ikke duper fedt og jeg må indrømme, at det er ved at være irriterende. jeg glæder mig virkelig til at lillemanden kommer ud. Så ved jeg godt, der kommer helt nye udfordringer, men så er min fysisk i det mindste ikke belastet på samme måde.

Jeg kan slet ikke vente med at ride stævner igen og kunne træne intensivt! Det er virkelig det, der driver mig. Jeg føler mig lidt amputeret lige nu. Jeg sover ikke super godt om natten og skal tisse konstant.

Alle spørger, hvornår jeg går på barsel. Det bestemmer min krop vist. Heldigvis kan jeg undervise en masse og det elsker jeg. Normalt står jeg altid op og underviser og går rundt og forklarer. Lige nu må eleverne oveleve med, jeg sidder lidt mere ned. Men jeg nyder virkelig at kunne undervise så meget og det er da planen, jeg kan det til jeg skal føde.

Jeg rider stadig. Men kan ikke ride så effektivt, som jeg gerne ville og de unge heste, er jeg nødt til at holde mig fra. Så stakkels Søren har lidt travlt… Vi har også sendt et par hopper ud i tilridning og har et par rigtigt gode piger til at hjælpe med nogle af vores egne ungheste herhjemme, indtil jeg er klar igen.

Planen er helt sikkert, jeg selv kan vise hestene til championaterne i august og drømmer også om hoppekåring i sommer. Men det må tiden vise. Vi har klart den bedste årgang af ungheste, vi nogensinde har haft, så glæder mig helt vildt til at komme på ryggen af dem. Glæder mig knapt så meget til at beslutte, hvilke der skal sælges. Får nok ikke lov at beholde dem alle.

Jeg bliver også hele tiden spurgt om vi er klar til at blive forældre og helt ærligt. Så aner jeg det ikke. Men jeg tror, det kommer. Vi ved ikke helt, hvad vi skal forberede os på. Vi ved bare, at vi vil give den her lille fyr alle de bedste muligheder for at blive et skønt menneske. Han kommer jo ind i en lidt anderledes familie på den måde at vi altid er igang og han bliver helt sikkert slæbt med til mange ting. Men samtidig får han også to forældre, der er meget hjemme, da vi jo begge arbejder selvstændigt med hestene. Det bliver spændende om han overhovedet gider heste og gør han ikke. Så får han helt selv lov at bestemme. Jeg kører ham glædeligt til klaver eller fodbold eller rollespil, hvis det er det, han drømmer om. Udover at jeg har en masse tanker om, hvad jeg gerne vil lære ham, hvilke fede bøger jeg gerne vil læse for ham, hvilke fantastiske kulturer, han skal lære at kende og alle de lande, han skal rejse i. Så er jeg ikke i tvivl om, han kommer til at lære os endnu mere.

Vi har et helt sjældent gåpåmod og en fighter vilje uden lige. Så at få lille Hector bliver et nyt spændende kapitel, men vi ser det ikke som en begrænsning. Det er en stor del af eventyret. Og det bliver helt sikkert på godt og ondt…

Jeg hører så mange forskellige meninger om det at være gravid og jeg har virkelig ondt af dem, som bare intet kan i 10 måneder. det må være frygteligt: Men faktisk har jeg aldrig været bekymret for om jeg fik det skidt. Jeg var sikkert på, jeg fik en nem graviditet og har ikke været nervøs. Jeg synes bestemt ikke, det er fedt eller lykkeligt, som der står i nogle dameblade. På ingen måde. Det er pain in the ass… Men jeg klarer det som alt muligt andet og tror, det er det hele værd i sidste ende.

Jeg vil vildt gerne andres historier om graviditet og hest. For jeg ved, graviditet er SÅ individuelt og hader dem, som skriver, det er ikke en sygdom osv. For det er virkelig hårdt for nogle og ikke bare fysisk, men også psykisk og det er vigtigt for mig at anerkende, at man er forskellige og det handler ikke om at spille sej eller lyde som om, man kan det hele. Men for mig er det ikke en sygdom og jeg er stolt over det, min krop kan. Men det er ingen dans på roser.