I skal også have lov at lære mig som person lidt at kende. Det er nok vigtigt for at forstå mine holdninger til heste, træning og ridning. Derfor handler dette indlæg lidt om min tilgang til ridningen udfra min passion og mine fokuspunkter. Noget, som virkeligt kendetegner mig er min morgenglæde, som hestene helt sikkert er skyld i. Men den glæde ved hesten, vil jeg altid bevare, derfor vil jeg sætte lidt fokus på, hvilken retning af dressur, som giver mig glæde og hvorfor.

Jeg står altid glad op om morgenen

Jeg er faktisk nok lidt småirriterende… Jeg vågner hver morgen ca kvart i 6 og så er jeg frisk og der skal ske noget. Jeg er aldrig morgensur og hopper gerne ud af sengen, klar på dagens opgaver. Heldigvis er min hund Fnug helt med på det tidlige og friske morgenritual, hvorimod min kæreste og vores lille hund ikke er helt så enige.

Fnug og jeg kører i stalden og starter ofte dagen med at ride Lima, som jeg tidligere har lavet et indlæg omkring. Lima er ligesom mig altid frisk og veloplagt og elsker at arbejde, så hun er altid skøn at begynde med. Samtidig nyder jeg roen om morgenen og Lima og jeg kan træne, som vi gerne vil, uden de store forstyrrelser. Lima er nemlig lidt følsom for andre heste og koncentrerer sig klart bedst, når vi rider alene. Når jeg rider er jeg fuldt fokuseret. Jeg lukker mig inde i min egen bobble og glemmer tanker, eventuelle bekymringer og stress og jag. Jeg elsker at koncentrere mig så meget, så det betyder og fylder alt. Det er en egenskab, som gør, min hjerne får ro og min krop og hjerne arbejder sammen uden jeg gennemtænker, hvad jeg gør hele tiden. Meget af min ridning ligger helt naturligt i min krop og jeg mærker mine heste rigtig meget. Derfor kan jeg aldrig lave en plan for dagens træning eller sige, nu vil jeg træne changementer eller piaffe. Planen for min træning er at få mest muligt ud af træningen, så jeg udvikler hesten. At udvikle hesten kan være alt fra løsgørende arbejde til overgange, til programtræning.

Jeg nyder naturen

Jeg har en forkærlighed for æstetik, kunst, kreativitet og passion. Naturen kan bestemt give mig noget æstetisk og især Hajax, min Lusitano, elsker at være uden for. Han nyder at have luft omkring sig og jeg er ikke i tvivl om, han er mere glad og tilpas, når han er ude. Jeg er nu ikke i tvivl om, at de fleste heste nyder at se en masse andet end ridehallen.

For mig er ridning også æstetisk og derfor er det vigtigt for mig at det går op i en højere enhed på den måde at det ser let og legende ud. Mit store mål er at ride for helt små signaler på heste, som er glade og tilpasse og udstråler tilpashed. Det er intet nemt mål, men jeg elsker svære udfordringer og jeg elsker at træne frem imod mine mål.

Daglig træning for mig er derfor alfa omega. Det er her jeg får hestene 100% ind under mine hjælpere og får den forbindelse til hestene, som jeg gerne vil have. Jeg vil gerne kunne tænke fx galop og så springer min hest an i galop. Det kræver et stort samspil og mange timer sammen, men jeg nyder alle de timer. Dette betyder ikke at jeg i min træning bare tænker en eller andet øvelse og så gør hestene det… Det ville ellers være nemt! Nej, det kræver rigtig, rigtig hårdt arbejde fra både hest og rytter og det kræver jeg er meget konsekvent og tydelig i mine signaler, så jeg konstant udvikler og skærper mine hestenes reaktioner på mine hjælpere.

Lethed vs. power

I dag er der stor fokus på powerheste. Altså heste, som går med fuld kraft og kaster med benene og ser vanvittigt ekstreme ud. Jeg synes også mange af de heste er imponerende, men jeg synes det er endnu mere imponerende, hvis heste kan gå med power og lethed på samme måde. Jeg mangler ofte ballet eller æstetisk delen i dag. For mig bliver det ofte spænding i stedet for spændstigt. Det er en svær balance. Men jeg ser i dag mange heste, som er sat i et gear, som de ikke har balance og styrke til og derved kommer alt energien ud i tøjlen og hesten bliver stærk og spændt at se på.

Jeg sætter da også mine heste i højt gear ind i mellem, det gear skal også trænes, eller kommer man aldrig derned. Men det skal trænes, så det opbygger hestene i stedet for at nedbryde dem. Jeg er aldrig i tvivl om denne grænse i min daglige træning, men jeg ser ofte heste, hvor jeg synes de er redet langt over grænsen og jeg synes det er ærgerligt, sporten mister æstetik delen og letheden.

Nu skal det ikke lyde som om, jeg generaliserer omkring dette emne, der er jo fortsat rigtig mange dygtige ryttere, som forstår at opbygge deres heste korrekt og smukt. Jeg vil bare gerne give et slag for at der er fokus på at dressur handler om samspil med hestene og ikke cirkus, hvor så mange som muligt skal sidde og vente på det nye vildeste nummer. for mig er ridning elegante og kan derfor sagtens være fyldt med power, men jeg er ikke betaget af power uden det elegante.

Hasse Hoffmann har sagt til mig og hans andre ryttere titusinde gange:” Less is more”. Han mener at det er meget bedre at give et for lille signal til hesten, så den får mulighed for at reagerer for et let signal, så den til sidst bliver super skarp og følsom. I stedet for vi overfalder hesten og maser og klemmer på den og det måske ser “flot” ud i 10 min, men hverken hest eller rytter nyder det eller er i balance.

Less is more er også et udtryk for det elegante og det tænker jeg over hver dag. Hasse har lært mig at ridning skal være elegant og kan en rytter formå at få det samspil med hesten, som er målet, kan ridning ophøjes til kunst. Det er målet med min ridning og der er ingen tvivl om, at min tid på Søholt gods ikke kun har givet mig en fantastisk og uundværlig rideteknisk baggrund, men også et indblik i, hvordan hele stemningen og livet med heste kan være æstetisk. Både naturen, omgangen med hestene og idyllen ved søholt gods har givet mig en baggrund, nogle tanker og en viden, som jeg vil tage med mig altid.