Dressurrytter til springstævne

Jeg var i fredags til mit første springstævne i nok 10 år. Som barn red jeg meget springning og elskede det. Jeg holdte til på Skåde Rideklub, hvor de fleste sprang. Jeg havde halvpart på en pony, som sprang super godt, og min første hest sprang også fornuftigt, så længe, det ikke var så højt. Desværre var han lidt fej, når det blev større og ofte faldt jeg af 3-5 gange pr springtime. Det blev altså ikke altid ved med at være sjovt. Den gang var jeg frygtløs og slog mig sjældent, men som jeg blev ældre mistede jeg interessen for springning. Når jeg ser et spring i dag er jeg utryg. Jeg synes de er høje, når de bliver over 80cm og tør ikke bare ride derhen. Jeg er usikker og nervøs over at springe og har derfor ikke gjort det længe.

Nu er jeg forlovet med berider Søren Andersen, som er springrytter og derfor kommer springningen jo lidt tættere på igen. Jeg hjælper ofte Søren i dagligdagen og er altid med til stævner. Han har lavet et bomhold om tirsdagen, hvor jeg altid deltager på mine dressurheste.

Da vi så, der var udskrevet en procentklasse til c-stævne i Silkeborg, hvor man kunne ride 60cm blev vi enige om, at det kunne jeg da prøve for sjovs skyld. Det virker skørt, men jeg skulle faktisk tage mig meget sammen. Jeg var noget nervøs og usikker, selvom jeg godt ved at hesten kan gå henover og at jeg er en meget erfaren rytter og nemt kan klare det. Jeg fik lov at låne Sørens mest rutinerede hest og efter jeg havde prøvet ham et par dage før stævnet, var jeg faktisk helt tryg og kunne smile og nyde det. Han var virkelig sød og tryg. Men jeg indrømmer gerne, at jeg har været nervøs og jeg er meget stolt af at have gennemført det. Det virker som en lille åndssvag ting, men for mig var det faktisk en sejr.

Jeg kan også være usikker på en dressurhest

Jeg var ude for et rigtig grimt fald for 10 år siden, jeg brækkede lårbenet midt over og det var en lang operation og genoptræning efter det, prøvede jeg for første gang at være bange for at ride. Jeg har aldrig været bange og var altid rolig og afslappet. Men efter ulykken sad det i mig. Jeg var ikke tryg ved at sætte mig på heste, jeg ikke kendte og slet ikke ungheste. Jeg har altid redet mange heste til og redet alle de vilde og følsomme og været god til det. Men pludselig turde jeg ikke længere. Det var hårdt og en svær periode og jeg turde ikke indrømme det. Jeg var utrilfreds med min egen præstaion med nogle af de ungheste, der var i træning, fordi jeg ikke turde gøre det, jeg plejede at kunne. Jeg tilred slet ikke så hurtigt og var forbeholden, hvis hestene virkede usikre i stdet for at guide dem, som jeg altid har gjort. Det var rigtig svært og gjorde mig ked af det. Jeg har arbejdet meget med det og er kommet rigtig langt. Men jeg har også lært rigtig meget af det. Jeg har pludselig fundet ud af at mod ikke er alt. Teknik, overblik og god føling kan man også komme langt med. Det er i hvert fald en stor fordel at have indset at jeg kan blive bange og faktisk sige højt. Det her har jeg ikke lyst til eller det her vil jeg ikke og det synes jeg ikke er noget nerderlag. Jeg skal leve af at arbejde med hest og er afhængig af mit helbred. Så tilridning er et overstået kapitel for mig-ligesom problemheste også er det. Mine kræfter skal lægges et andet sted.

Pinligt at være bange?

Jeg longerer fx altid en ny hest inden jeg hopper op. Også selvom ejer siger den er flink og aldrig har gjort noget. Det giver mig en tryghed at se hesten gebærde sig og jeg har et indtryk af dens reaktioner og arbejdsindstilling. Og hvad betyder det at longere 5-10 minutter, hvis det gør mig mere tryg og afspændt, så kan jeg også bedre indvirke optimalt på hesten.

Jeg ser mange elever/kollegaer og ryttere, som ser usikre ud og prøver at spille overlegne. Men for mig giver det meget bedre respekt, at indrømme, hvia man er utryg ved noget.

Når jeg underviser er det vigtigt, jeg kan guide mine elever udfra deres målsætning, kundskaber, men hvis de er bange og usikre på deres hest kan det være svært at undervise dem. Derfor vil jeg meget hellere høre, hvis de fx er bange for at sparke til, ride galop, ride forbi porten, ride med pisk eller hvad det nu kunne være. Det er ingen skam at være usikker. For mig er det meget mere intelligent at indse og se i øjnene, hvor man befinder sig og så kan man arbejde udfra det. Det er synd at se piger sidde på deres pony og græde, fordi den er alt for vild og svær for dem at ride. De skal kunne sige at de er utrygge og så er det måske bedre ikke at ride eller få en fjordhest i stedet for den toppony deres mor drømmer om. Jeg mener bare at det er vigtigt at være tryg og glad for at ride. Det skal ikke være ytrygt og for mig er det ikke pinligt ikke at være modig. Det kan være pisse irriterende at være usikker, det ved jeg selv, men det er ingen skam. Man bliver i hvert fald ikke dygtig til at ride, hvis man ikke tør mærke efter.

Det dur selvfølgelig heller ikke at være pylret, det er slet ikke det vi snakker om. Som rytter, må du kunne tåle modtand, være arbejdsom, tålmodig og stædig. Men også klog! Og hvis ikke man er klog og kender sine egne styrker og begrænsinger, mener jeg ikke man nyder at ride og man udvikler i hvert fald slet ikke sin hest.

Ridbarhed og sjov

Derfor vægter jeg ridbar højt ved mine heste. Jeg skal have lyst til at sadle dem op og arbejde med dem hver dag. Jeg har flere gange prøvet at have en knude i maven, når jeg skulle sadle en hest op, jeg bestemt ikke var tryg ved og det er slet ikke sjovt. Jeg er anspændt, rider dårligt og er i dårligt humør. ridning er min levevej og nogle gange må jeg bide tænderne sammen og overvinde noget frygt, men ofte er jeg blevet så dygtig til at mærke hestene at jeg nøjagtig ved, hvad jeg kan byde dem og hvor meget pres jeg kan lægge, uden de overreagerer eller bliver voldsomme eller spændte. Jeg har lært at ride med teknik og føling i stedet for mod og kræfter. Nogle gange må man bruge lidt fra begge dele. Jeg er heldig at have en fantastisk kæreste, som er ret modig. Han får ikke lov at kravle på dumme problemheste, hvor der er stor risiko for fare, men han er sød til at ride unghestene inden jeg sætter mig op eller lige ride en af mine 5 minutter, hvis jeg er i problemer. Det er så fedt at kunne hjælpe hinanden og det højner vores forretning utrolig meget.

Ridning skal være sjovt. Ikke hele tiden. Det er ikke muligt, men man skal ikke have ondt i maven over at skulle ud at ride, derfor er det også vigtigt for mig, når jeg sælger hest at jeg matcher hest og rytter, så forudsætningerne er bedst mulige. Jeg ønsker at vise rideglæde udaftil. Jeg vil have det lan lade sig gøre at leve af ridesporten og stadig have det sjovt.

Springstævnet i fredags var sjovt. Det var en skøn dag i godt selskab og sådan nogle dage er nødvendige. Mine islændere giver mig også en masse. De er simpelthen så sjove og glade og de stævner er altid en fest og hyggelige dage. Sådan nogle dage giver blod på tanden og gør, jeg har overskud til de lange dage med hårdt arbejde.

Jeg vil med dette oplæg egentlig bare opfordre til rideglæde. Det skal være sjovt og det er helt ok at have personlige begrænsinger og at være usikker. Især så længe mange accepterer det og agerer udfra det. Og vigtigst af alt skal man være fair over for sin hest. Her mener jeg, så den ikke får skylden, eller at man sidder og spænder og trækker unødvendigt i den, fordi man ikke er modig nok. Bed om hjælp fra en anden rytter eller underviser eller måske revurder, hvilken hest, man har brug for eller som matcher en.

Det er for mig slet ikke pinligt at være usikker!