Jeg er mig

Jeg er mig

18. juni 2020 0 Af Simone Hoppe

Det er svært at være sig selv i herteverdenen, svært ikke at træde nogle over træerne, det er svært at passe ind og leve op til andres tanker og holdninger. Men er det overhovedet nødvendigt?

Jeg blev spurgt om jeg ville skrive månedens “blogspot” i Ridersnotebook og selvfølgelig ville jeg det. I skal have lov at læse mine tanker, fordi jeg synes, de er vigtige:

”Mit hesteliv” er min blog. Det betyder, det er en blog, hvor jeg skriver fra mit hjerte om de ting, jeg synes er vigtige at dele. Jeg er ekstremt passioneret, arbejdsom, skør, tosset, drømmende, speciel og mest af alt mig selv. Det er svært at forstå og indse, hvad man selv er og ofte har jeg ønsket at være en anden. Men jeg har også oplevet meget selvom jeg bare er 32 år. Jeg har lært utroligt meget om mig selv og jeg er ikke i tvivl om, hvem jeg er. Jeg er mig. Det er jeg på godt og ondt og må lære at deale med mine svagheder, udfordringer og begrænsninger. Eller måske i virkeligheden ikke det sidste, for det værste jeg ved, er begrænsning. Jeg har brug for frihed, åbenhed og forskellighed. Nu kommer hestelivet ind i billedet.

Jeg føler ofte at dressursporten er konservativ, lukket, gammeldags og nogle gamle snobbet. Det er tillægsord, jeg ikke er ret begejstret for. Så måske alle mine skøre ideer kan åbne dressursporten mere. Jeg synes, det er så ærgerligt at dressursporten kun skal være for en lukket kreds og at nogle typer føler sig udenfor. Hvis vi alle er vilde med heste, er det så ikke hovedsagen? Behøver vi være enige om, hvad vores mål er, hvordan vi rider eller passer vores hest? Indenfor en ramme skal vi selvfølgelig alle lære og forstå hesten, som det dyr det er. Det skal passes korrekt og man skal lære at forstå hesten og omgås den, så den trives i den verden, vi har besluttet, den skal passe ind i. Vi har jo besluttet at ride på den og det er jo ikke dens natur. Så for mig handler det om, at forstå hesten og sætte den ind i et miljø, som fungerer i forhold til vores sport med stor respekt for dens oprindelse, fysik og psyke.

Så det er vigtigt at understrege, at godt horsemanship og hestens trivsel kommer før alt andet. Men herfra har jeg stor respekt for, at man går forskellige veje.

Men jeg har det meget svært med, at der skal peges fingre ad hinanden. Jeg forstår ikke, hvorfor folk, der vælger at ride bidløst fx skal pointere og kritisere, de folk, som rider med bid? I mine øjne kan en hest voldtages eller rides forkert på SÅ mange måder. For mig kan en nybegynder i ubalance gøre langt mere skade end en professionel, som uddanner sine hest til topkonkurrencesport. Her er der uden tvivl ”problemer” i begge ender. Altså jeg mener, at der helt sikkert er top konkurrenceryttere, som slet ikke har respekt nok for deres heste og ikke har givet sig tid til at forstå sin hest, men der er mindst lige så mange ryttere på lavere niveau, som ikke forstår at håndtere deres hest. Det giver adfærdsproblemer, forvirrede heste, heste som ikke stoler på rytteren, heste som bliver utilregnelige, kommer rundt i systemet og som ikke trives til trods for, de måske har en korrekt tilpasset sadel, ofte har kiropraktor, går længe på fold og faktisk ”lever det søde liv”. Jeg mener netop også der er bidløse ryttere, ryttere uden konkurrenceambitioner, hyggeryttere og skønne tanter, som giver deres heste fantastiske hesteliv. Men jeg bliver provokeret, træt, frustreret og rigtig, rigtig ked af det, når jeg gang på gang læser uvidende personers kommentarer om, hvor dårligt professionelle ryttere, beridere og topkonkurrenceryttere rider. For det første, ved I overhovedet, hvordan vi rider? Har I set os træne, undervise, omgås vores heste? Der er bestemt nogle i denne sport, som på topplan er helt på afveje. Det er helt galt og det må man som dygtig rytter vælge at tage afstand fra og holde sig for god til at hoppe med på. Det er slet ikke ridning i min verden.

MEN… Der er altså også rigtig mange dygtige, ordentlig, grundige, tålmodige, søde, flittige og fantastiske mennesker i denne verden. Jeg synes, der mangler gensidig respekt og forståelse og forstår man ikke dressursporten og hellere vil springe, ride islænder, western, bidløst, akademisk eller alle mulige andre fede sider af sporten, så er det måske ikke nødvendigt at højne sig over de andre og se ned på dem og skrive om dyremishandling og overgreb. Det er for mig meget voldsomme ord.

Jeg rider efter gamle klassiske principper og har ikke travlt. Jeg rider ikke for at gøre overgreb på min hest og presse dem til at trave fancy hele tiden. Jeg rider fordi jeg elsker det. Kunne vi ikke stå mere sammen om det? Og så måske forklare bedre om hinandens måder at have hest på? Være nysgerrige? Måske vi kunne lære noget af hinanden. Jeg har det svært med “bølger…” Det bliver som mode. Hvis én synes noget, så synes naboen det samme. Vær nu jer selv. Vi behøver jo ikke være enige om alt for at være gode venner. Hvis vi bare snakker hinanden efter munden, bliver vi jo aldrig dygtigere? Jeg rider for at blive dygtig- rigtig dygtig. Jeg ved det næsten er umuligt for mig at nå mit mål, men jeg prøver og det er kun MIG SELV, der kan nå derhen. Jeg må stole på den vej, jeg har valgt og ikke lade mig påvirke af diller, skøre nye cirkusnumre og quick-fix metoder. Ridning er en gammel kunst og den har vi så udviklet på og moderniseret, men det er jo ikke noget nyt en eller anden ingeniør har opfundet. Det er noget hestene har lært os gennem århundreder og en dygtig hestemand for mig er den, som formår at samarbejde med sin hest og hjælpe den så godt, at den præsterer optimalt. Det handler om SÅ meget andet end de 30-60 minutter på hestens ryg om dagen og forstår man ikke det, så når man aldrig i mål.

Instagram og facebook er vildt sjovt. Jeg elsker at kunne følge hestesporten i hele verden. Men det er også et billede af, at alt er idyllisk eller  det modsatte, en mulighed for at vi kan nedgøre hinanden. Jeg har nok bare brug for mere oprigtighed. Lad være at skriv noget, I ikke står inde for eller som I ikke ville sige personligt til den pågældende person. Eller lad være at kommentere grimt og negativt, uden at være sat ind i sagen. Det er så hurtigt at nedgøre, mobbe og kritisere hinanden. Men kender vi hinandens udgangspunkt, midler, mål og forudsætninger? Nej… Hvordan kan vi så tillade os at blande os.

Det er svært. Det er jo også fantastisk, at man netop kan ydre sig og nå bredt. Jeg ytrer mig også. På min blog, jeg har facebook og instagram. Jeg elsker at dele min hverdag. Ikke fordi jeg vil vise, hvor pæn jeg er, hvor meget jeg har tabt mig ( heldigvis, for er sgu blevet lidt rigelig kvapset på det sidste..) Jeg har ikke behov for at vise, hvor mange gange jeg har været ude at løbe eller hvor hurtigt. Men jeg elsker at lade folk følge med, mest for at give håb, inspiration, glæde og måske provokere nogle til at tænke og overveje. Selvfølgelig er det muligt at være professionel og behandle sine heste ordentligt! Derfor synes jeg det er super fedt, vi kan diskutere og have forskellige holdninger, for vi skal bestemt ikke se til at hestene bliver presset over evne og voldtaget. Men der skal være substans og hold i vores udsagn.

Ridning er en sport, en hobby, en passion, som så for enkelte bliver til en levevej. Men vigtigst er, at det skal være sjovt. Ridning er så unik en sport, at vi skal passe på den. Samarbejdet med et dyr er noget helt specielt og kan ikke måle sig med noget andet. Så jeg ærgrer mig og krummer tæer over alle de pinlige opslag og kommentarer. Ser I dyremishandling- Så meld det. Gør noget ved det. Stil spørgsmålstegn. Det er super vigtigt at være kritisk, men overvej lige om du har belæg for din kritik. Jeg elsker der er fokus på, at især unghestene bliver presset alt for hårdt. Det er SÅ vigtigt et emne for mig. Jeg hører mange have som mål at ride championat eller i Herning. Men for mig er målet at uddanne min hest så godt så muligt. Passer det så med at vise hesten til championat på vejen derhen, er det kun en sjov oplevelse, men jeg vil aldrig ændre på min ridning eller min vej til målet for at kommer til fx Herning. For nogle er målet at vinde hver gang. Det er mit mål også… Men jeg bliver bare hjemme, til jeg synes hesten er klar til opgaven.

Så hvis I har svært ved de stalde, som ikke tager sig tid. Så lad være at støt dem, lad vær ar bruge deres hingste, tage til clinics, like opslag osv. Ser i reel dyremishandling sådan et sted, så skal det øjeblikkeligt meldes. Men jeg tror ikke, det hjælper at være nedværdigende, komme med spydige knapt gennemtænkte kommentarer uden at kende baggrunden for fx et billede, en video eller lignende. Ser du en salgsvideo og er det ikke en hest for dig, hvorfor så kommentere på det? Hvad får du ud af at gøre det surt for andre, ved at skrive negative, frække kommentarer.

”Mit hesteliv” er min private blog. Her skriver jeg oplæg om de emner, der rører mig og fylder indenfor hestesporten. Her vil jeg helt sikkert også være uenig med mange og mange vælger at ride anderledes, tænke anderles og agere anderles. Det er bare fedt. Forskellighed er spændende. Jeg vil gerne lære nyt og er altid åben. Jeg er umådelig ærlig og det gør en sårbar. Men jeg føler, det er nødvendigt, at den her sport bevarer noget nærhed, ærlighed og ydmyghed. Jeg har som de fleste andre startet på den lokale rideskole, cyklet frem og tilbage i regnvejr, brugt timer på at feje og pudse udstyr, sovet i halmen, tisset i en hesteboks, haft lort på fingrene, spist med møgbeskidte hænder, jordet i fuld galop udover marken, leget vandkamp, gået med kritikker, stået på springbane i øs regnvejr, spist gulerødder fra hestens spand og tegnet utallige tegninger af mine yndlingsheste. Måske vi kunne samles om nogle af de følelser?

Jeg glemmer aldrig, de mange timer i stalden. Her mødes unge som gamle og alle hjælper til, der er en speciel ånd. Jeg savner at alle kæmper, knokler og hjælper hinanden. Måske sporten er blevet for fokuseret på penge og resultater? Jeg ved ikke, hvordan vi er kommet væk fra at respektere og acceptere hinanden? Jeg har ALDRIG fået mine heste sadlet op af mine forældre eller de har presset mig til at komme i gang eller de har købt dyrt fancy udstyr. Jeg elskede da mindst lige så meget at gå i stalden, strigle og sadle op som at ride. Jeg var da skuffet, hvis den elevhest, jeg skulle ride på, var brugt på holdet inden, så jeg ikke selv kunne gøre den klar. I dag ser jeg MANGE børn og unge mennesker, som ikke selv deltager i pasningen af deres pony/heste eller hvor forældrene hjælper dem i hoved og r…. Jeg tror det er misforstået godhed. Hvis ikke man gider passe sin egen hest, bliver man ikke en dygtig rytter. Ridning er så meget og det er netop det, jeg elsker. Jeg er nok anderledes end mange af mine kollegaer. Jeg gider ALTID at ride. Kunne jeg ride hele dagen, ville det være skønt. Jeg kan høre, mange af mine ryttervenner og kollegaer har rigeligt i 3-5 heste, hvor det slet ikke generer mig at sidde på 12 om dagen. Jeg glemmer alt omkring mig og er 100% fokuseret. Det er det bedste jeg ved.

Og jeg ved, at det også er det bedste i verden for så mange andre mennesker og hvorfor kan vi så ikke glæde os på hinandens vegne på tværs af racer, niveau og mål? Det ærgrer mig, hvis sporten er på vej i en retning, hvor den kun handler om prestige, hvor man ikke tør være sig selv, være anderledes eller være den, man gerne vil være. Hvor man kravler rundt på væggene og lader sig agere eller kontrollere i et større spil for at passe ind eller endnu værre for at få point.

Jeg prøver mit aller bedste på at være mig selv. Jeg udvikler mig, lærer, dummer mig, udvikler mig igen, men min passion for heste vil altid være der. Jeg vil ikke gå på kompromis med det, jeg elsker aller mest, så jeg forsøger at følge de spor, som er rigtige i min mave. De spor vil jeg gerne give videre og om nogle så følger dem er helt op til dem og jeg håber mindst lige så meget, at nogle åbner nye stier og spor, som udvikler mig.