Hvordan udvikler hestesporten sig?

Hvordan udvikler hestesporten sig?

31. januar 2021 0 Af Simone Hoppe

Jeg er meget aktiv på de sociale medier. Jeg er især vild med instagram, fordi jeg har en stor kærlighed for fotos.

Jeg er vild med de smukke billeder og muligheden for at lade sig inspirere og lære en masse. Men jeg ser også et problem i at alle ser, fra mange professionelle, hvordan ridning skal se ud eller i hvert hvert fald, hvordan de tror, det skal se ud.

Vi ser ekstremt mange flotte videoer med fantastiske heste. Hestenes gangartsformåen har udviklet sig ekstremt de sidste år. Der er så mange top heste og mere vil have mere. Udviklingen skal vi bestemt ikke klage over. Det er jo fantastisk at avlen udvikler sig i den retning. Men for mig ser jeg, en fare i at alle tror, at hestene skal kaste benene op over mulen for at være en god ridehest.

Dette gælder desuden både islændere og dressurheste!

Der er flere ting i det her. 1) så bevæger de færreste heste sig, som de top top heste vi ser på instagram, sådan fra naturens side. De er opbygget, de har lært at gå sådan med styrke og uddannelse og nogle desværre med alt for hårdt pres og tvang. Det her er udelukkende min holdning og vurdering og man må gerne være uenig. Det jeg vil sige med det er, at vi skal huske at en hest mere store bevægelser tager lang tid at bygge op og hvis ikke man synes det grundarbejde er sjovt, skal man måske vælge en hest, som ikke kræver så stor opbygning. For mig har de fleste ryttere ikke brug for de ekstreme bevægelser. Her skal I ikke misforstå mig. Jeg drømmer også om en hest med ekstraordinære gangarter. men… der er meget andet, som betyder mindst lige så meget ved en god hest.

2) Så synes jeg ikke topmålet eller drømmen skal være en 3-4 års hest, som går som en 8-10 uddannet hest. Det er simpelthen ikke fysisk fair for hesten. Jeg synes vi nærmer os et punkt, hvor hestenes holdbarhed og glæde skal sættes i fokus. Og I skal slet ikke forstå mig som hestehvisker, fortaler for rebgrimer, bomløse sadler osv. jeg er på ingen måde sart og mener bestemt, heste kan holde til hårdt arbejde og at vi har dem fordi de skal rides på ikke fordi de skal være kæledyr. Men… derfor har vi en etisk pligt overfor dyret, som jeg oftere og oftere ser, ikke opfyldes. Jeg ser mange 2,5 års heste tilredet. Et er at de måske er arbejdet lidt med, det har jeg intet imod, det tror jeg faktisk er rigtig sundt. Men de kan arbejdes med på rigtig mange måder. Jeg ser videoer af 2-3 års heste med stramme glidetøjler og ingen kommenterer på det. Det er helt normalt åbenbart??? Er der ikke noget galt her? jeg har lært at en glidetøjle er et hjælpemiddel, som kan bruges af dygtige ryttere med klogskab og forsigtighed i en periode med indlæringsproblemer til at guide hesten, ikke til at trække hovedet ned på dem og tvinge dem i holdning…

Jeg forstår så slet ikke ideen. For mig bliver en hest redet med stram glidetøjle låst, spændt og stiv.  Den kan jo umuligt svinge henover ryggen og bruge sin overlinje? Så for mig kan det ikke udvikle hesten at bruge en glidetøjle som daglig støtte. Det er et sidespor for mig. Jeg har intet imod at bruge den som hjælp i en periode, hvis den bruges korrekt. Men aldrig på en nytilredet hest. Her vil jeg fx altid bruge en martingal, som kan støtte hesten, hvis den fx er urolig fortil, men som aldrig tvinger den i holdning eller fastholder den.

3) Så forstår jeg ikke at alle almindelig ryttere vil have så ekstreme heste. Hvad hjælper det, den spjætter uhæmmet med forbenene, hvis den ikke er sød, ikke er ridbar og ikke passer til rytterens behov. Jeg håber vi kan finde tilbage til et fokus, hvor vi alle drømmer om gode rideture og oplevelser. det er da det, der skal samle os om denne sport. At der så er få dygtige, rige mennesker, som formår at gøre ridning til en millionforretning, ændrer jo ikke på almindelige folks rideglæde. Jeg håber bare folk vælger den nye hest, de bedst kan lide at ride på og føler sig trygge på i stedet for den med den flotteste blis eller de vildeste forben. Og her mener jeg bestemt ikke, vi skal avle efter mere almindelige heste. Vi skal bare have ridbarhed i hovedsæde.

Så jeg drømmer om et fokus på forståelse af egne evner, så man realistisk kan finde den hest, man får mest glæde af og omvendt. Det er også synd at mange kvalitetsheste, som er ekstra følsomme kommer rundt i systemet, kræver at en træner åbenbart skal ride den flere gange om ugen og måske endda med glidetøjle før at hestens ejer overhovedet får en god ridetur eller kan håndtere hesten.

Der findes bestemt også mange top kvalitetsheste med ekstraordinære gangarter og et godt sind. Det er jo dem vi skal avle på og holde fast i. Kan vi få det hele er det jo bare fantastisk. Men selvom man får en heste med et super sind og fantastise gangarter, ligger der et stort ansvar i at uddanne sin hest korrekt. Søde og nemme heste byder sig ofte til. Derfor skal rytteren sætte grænser og ikke presse hestene over evne. Hestene kan holde til rigtigt meget, men ikke til rigtigt meget forkert arbejde. Så jeg håber virkelig os ryttere tænker os om og ikke bare presser på og skynder os fordi, vi ser andre, som finder det ok og normalt at 4-5 års heste skal gå længe ad gangen med stor bæring og samling og endda lave changementer, piaffe og passage. For mig betyder det, at hestene er redet alt alt for meget, hvis det er muligt at fremvise disse øvelser så tidligt. Måske enkelte heste med uovertruffen kvalitet kan gøre det uden ret meget pres. Men for mig vidner det om, at de heste, som så tidligt går som uddannede, voksne heste er redet alt for hårdt, at for længe. Det er simpelthen ikke muligt at opnå den styrke og balance uden alt for meget ridning.

Og det her kommer altså fra mig som bestemt ikke er i den grøft, hvor jeg synes det er synd at bruge indspændinger, longere dem som 2,5 års. Jeg har intet imod at hestene bliver pressede indimellem, at de ikke altid synes det er mega fedt at gå til ridning hele tiden, de må gerne føle, det er lidt hårdt, ligesom vi andre heller ikke synes det er fedt at gå på arbejde hver dag. MEN…. DET SKAL VÆRE FAIR OG IKKE OVERSKRIDE GRÆNSER FOR, HVAD DEN ENKELTE HEST FYSISK OG PSYKISK KAN ADMINISTRERE. Det er en hårdfin balance og for mig er de dygtige ryttere, dem, som kan finde den grænse. Det prøver jeg virkelig på og jeg gør mit aller bedste. Det her handler slet ikke om at fremhæve mig som perfekt eller bedrevidende. Men det er det jeg stiler efter. Det er for mig en dygtig rytter.

Dette handler for mig om at sætte fokus på, hvor hestesporten er på vej hen og at vi alle tænker os om.

Jeg håber vi alle holder fast i etikken og moralen og er fair overfor vores heste. Jeg tror ikke på nogle hestefolk ønsker at gøre deres heste ondt, men hvis det bliver normalt at grænsen rykkes mere og mere, glemmer vi måske, hvad der er ok.
Så som både avler og rytter drømmer jeg om at avle verdens bedste heste, jeg selv kan ride internationalt på. Men ikke for alt i verden!

Der er SÅ mange dygtige ryttere i Danmark og det vil være så ærgerligt, hvis man hopper ed på en bølge istedet for at være tro mod sig selv og stole på det, de fleste af os har lært. God tysk grundridning. hvor en masse forarbejde kommer før samling og pres. For mig kan en velredet, smidig, velopbygget hest altid samles og udføre de svære øvelser. De bliver ikke dygtige af at terpe øvelser og fritrav. Det slider bare og giver spænding. Ridning er smuk for mig, når hesten bærer sin rytter let og yndefuldt. Ikke når man kan se rytteren skal stå op i bøjlerne og er syret til i armene for at overleve 5 minutter med et stærkt bid inde på banen. Er det nødvendigt, er grundarbejdet ikke lavet korrekt efter min mening.

Jeg håber jeg kan give folk lidt at tænke over. Især de mange amatører, som ser op til toprytterne og “lærer” at det er sådan hestene skal rides. De rigtigt dygtige topryttere bruger meget mere tid på at ride “kedelig grundridning” som for mig aldrig bliver kedeligt, men netop nørdet og utroligt spændende.

Rideglæden skal findes i det daglige og så kan bonussen være stævner og røde rosetter. Men gider man ikke det almindelig arbejde, bliver man efter min mening aldrig en dygtig rytter. Vi må se lidt ind ad. Vi har alle hele tiden noget at lære og kan udvikle os. Hestene kan ikke tale, så derfor er det en fornem opgave at være rytter. Vi skal træffe beslutninger på et andet levende væsens vegne og samarbejdet skal være baseret på gensidig respekt.