Når jeg lægger billeder på min instagram side, skal jeg virkelig tænke over, hvad jeg lægger ud. Det skal være billeder, hvor hesten tager sig bedst ud, den skal se glad ud, have ørene fremme, biddet skal sidde korrekt, sadlen skal ligge perfekt og hesten skal skinne om kap med solen. Derudover skal jeg selv smile, sidde i balance, sidde lodret, med en korrekt opstilling uden at se anspændt ud. Det skal udstråle lethed og tilpashed og to glade samarbejdspartnere, som altid arbejder helt korrekt.

Men jeg rider jo ikke altid rundt og smiler og ligner en engel deroppe på Pegasus. Jeg knokler, træner, er dårlig til noget, hesten har svært ved noget og vi laver begge fejl.

Selvom jeg tænker utroligt meget over kun at poste denne type “perfekte” billeder, får jeg alligevel ofte mange “hade kommentarer”, som gør mig utroligt ked af det. Det kan være en hest, som er lidt bag lod( selvom den ellers er tilpas ud og min tøjle er korrekt anstillet) eller en video med fx piaffetræning, hvor mange synes det er direkte dyremishandling at lære en hest piaffe. Det kan også være en fri trav fra et show, hvor de synes hesten er spændt for meget op eller en unghest, som ser for dygtig ud. Det er ikke nemt at gøre alle tilfredse. Jeg er derfor kommet dertil, hvor jeg fra nu af poster de billeder, som JEG synes viser hvem jeg er og hvilken ridning jeg gerne vil vise. Det vil nok gøre at nogle mennesker, som mener hestene kun må gå for helt lange tøjler, helst uden bid eller sadel, vil synes at jeg åbenbart ikke er hesteelsker og ikke passer godt på mine heste.

Dette synes jeg, er et kæmpe problem. Jeg elsker mine heste og for mig er de langt fra en rekvisit eller en genstand. Selvfølgelig skal jeg leve af at træne heste og jeg lægger ikke skjul på at nogle heste betyder mere for mig end andre, men det betyder ikke, at de ikke har det godt. Hestenes ve og vel kommer i første række. Ellers har jeg slet ikke lyst til at dyrke denne sport. Jeg elsker at ride, jeg elsker at samarbejde med hestene og udvikle dem og jeg elsker at de kan udvikle mig.

Derfor har jeg hjertet med i alt, jeg gør med mine heste og jeg kan 100% stå inde for, hvordan mine heste til hver en tid bliver behandlet og passet.

Derfor er jeg helt sikkert uenig med flere mennesker i, hvad et godt hesteliv er. Jeg er helt sikker på at hestene helst ville gå på græs og æde æbler hele dagen, men nu har vi altså besluttet at ride dressur på hestene. hvilket vi avler efter, at de uden problemer kan holde til og trives med, såfremt vi behandler dem korrekt. Det er der åbenbart nogle, som er uenige i og det må de så være. Vi mennesker, kan ikke være enige om alt.

Jeg kan slet ikke se, at jeg ikke kan ride på helt topplan og samtidig have et helt specielt, personligt forhold til mine heste. Jeg bliver ked af det og frustreret, når jeg ofte hører, at folk sætter “professionelle” i en bås, hvor hestene ikke har optimale forhold. Jeg skal ikke udtale mig om, hvordan det er andre steder og jeg er helt enig i, at heste bestemt ikke bliver behandlet korrekt og ikke trives alle steder, men der findes rigtig mange professionelle ryttere, som er hesteelskere lige som mig og virkelig holder af deres heste og hvor de betyder alt.

Samtidig er det også vigtigt for mig at fortælle, at æbler og kys ikke nødvendigvis har noget at gøre med om hestene trives. For mig trives de, når de får lov at være hest, kommer på fold, får kraft og grovfoder, som dækker dem ind, bliver passet med smed og dyrlæge og behandlet( alt omgang er med forståelse for hesten) og redet, så de er tilpasse. Det er forskelligt fra hest til hest, hvordan deres daglige setup fungerer, men det behøver nu ikke være så kompliceret.

Men jeg må nok også indrømme at selvom jeg godt ved, hestene måske ikke forstår det, så elsker jeg at de får lidt kys, æbler, bliver serviceret med lækker mash, får vasket og smurt hove og er pakket ind i lækkert udstyr og jeg tillægger dem helt sikkert nogle menneskelige egenskaber, som de uden tvivl er helt ligeglade med… Men… Jeg kan ikke lade være. Lidt ponypige, vil jeg altid være.

Jeg er vild med sociale medier, fordi vi kan følge med i alt i hele verden og kan dele vores liv med hinanden. Men jeg synes også det er et problem, at der oftest kun postes “det optimale”. Jeg vil da også helst kun vise alle de flotte videoer og billeder og de skal da så sandelig også vises frem!! Men jeg vil også poste hverdagsbilleder, som ikke er perfekte, som viser, hvor hestene starter og hvad der skal udvikles, vise den reelle ridning og omgang. Vise hele mit hesteliv. Jeg har intet at skjule og er ikke bekymret for, at lade folk kigge med “behind the scenes”. Det er også vigtigt at fortælle, at vi alle starter et sted og at mine topheste ikke ligner en million hele tiden. Jeg kan også være bange for at helt almindelige, private ryttere, som elsker deres hest lige pludselig ikke er glade eller tilfredse med deres hesteliv mere, fordi alle andre ser så flotte og imponerende ud på instagram.

Man kan være hesteelsker på mange niveauer og måder og det synes jeg denne sport skal holde fast i!