Okay… Alle taler om Corona, skriver om det, diskuterer det. Ja, faktisk så drejer alt sig om Corona. Jeg er lidt splittet. Jeg må nok indrømme at jeg ikke helt forstår, hvor vildt det her er. Nok mest fordi jeg synes, det er vildt at samfundet lukkes helt ned. I starten tænkte jeg, at det var skræmmende, hvordan folk ude i verden blev smittet og selvfølgelig ville det også komme til Danmark. Men jeg havde slet ikke tænkt, hvor stor betydning det ville få.
Jeg er ikke i tvivl om, at vores politikkere passer på os og gør deres bedste for at holde os sunde og raske og især i forhold til de syge, svage og ældre, som er er meget udsat. Jeg har en mor med sclerose, to gamle bedstemødre og jeg vil da for alt i verden passe på dem og håber bestemt ikke, der sker dem noget i alt det her. Men jeg må nok også indrømme at jeg er endnu mere skræmt over nedlukningen. Jeg er ikke ret vildt med ensomhed eller indelukning. Jeg elsker at have frihed, plads, legerum og åbne muligheder. Jeg føler mig som “Palle alene i verden”.
Måske nogle husker den? Jeg så ofte filmen, da jeg var barn, hvor en dreng drømmer at han er helt alene i verden. I begyndelsen er det fedt. Han kan tage alt det slik han vil fra slikbutikken og udnytte at ingen bestemmer eller generer ham, men hurtigt bliver det også kedeligt og ensomt. Måske skolebørnene har det lidt på samme måde i dag. Det var fedt at få en forlænget påskeferie, men nu efter længere tid derhjemme er det ret kedeligt og de føler sig afskåret fra venner, leg, lærdom og sjov.
Eget hestefirma
Der er ingen tvivl om at det værste for mig er, at jeg ikke ved, hvornår vi får mulighed for at bevæge os frit igen, gøre som vi har lyst til, deltage i arrangementer, stævner, kurser, opleve verden og leve livet. Men en stor del for os herhjemme er også at vi akkurat har opstartet et nyt firma. Vi har lagt tusindvis af kræfter og penge i det og heldigvis har vi stor opbakning og mange heste i ridning, faktisk så mange at vi har venteliste på træningsheste. Men, vi kan mærke det tydeligt på undervisning og kundebesøg. Vi kører normalt ud og underviser 3-4 dage i ugen og her tjener vi store dele af vores løn. Derudover har vi ofte kunder 4-5 dage i ugen og dem er der selvfølgelig også skåret drastisk ned på. Vi kommer uden tvivl til at kunne mærke det her økonomisk. Vi havde også planlagt en masse spændende kurser, træningsstævner og aktiviteter her i foråret, som vi må aflyse. Det er både hårdt økonomisk, men også ærgerligt at have lagt så mange kræfter i noget og glædet sig til at opbygge vores sted med en masse fede tiltag for vores elever.
Vi har så mange visioner og ideer og de bliver bestemt ikke ødelagt af Corona. De er der stadig og det vigtigste lige nu er uden tvivl at få styr på den dumme virus, men derfor føler jeg godt, jeg må ytre mig omkring mine personlige frustrationer i forbindelse med det her. Jeg har selvfølgelig stor respekt for at holde afstand, spritte af, tænke sig om og holde sig hjemme. Heldigvis kan vi jo passe vores arbejde og intet er så skidt, at det ikke er godt for noget!
Gartner i mit næste liv?
Nu har jeg jo mere tid herhjemme end jeg plejer. Jeg har altid arbejdsuger med hestene til 21 om aftenen og weekenderne er helt booket op med stævner, kunder og kurser. Men de sidste to weekender, har jeg pludselig haft tid til at lave blomsterbede, male, oliere træ, luge ukrudt og Søren har slået græs, lavet sommerfolde klar og ordnet alle mulige praktiske ting. Vores gård begynder faktisk at se helt nydelig ud. Det er fedt. Jeg elsker orden, hygge og æstetik. Så det passer mig perfekt at have tid til at shine det hele og så er vi jo bare mega heldige med vejret. jeg havde helt glemt, hvor glad man bliver af solskin. Vi har virkelig nydt lysere aftner og alt begynder at pible frem. Vi har små krokus overalt og jeg fornemmer også at vores træer og buske faktisk bliver grønne en dag. Det er simpelthen så skønt.
Men hvad fortager vi os så ellers
Jeg er så heldig at have skiftet mit kamera ud med et mega fedt Nikon D750. Jeg skal lige lære det at kende og sætte mig ind i en masse teknik, men jeg skal helt sikkert tage virkelig mange flotte billeder. Jeg elsker at fotografere og det bliver kun bedre her i det gode vejr, hvor naturen indbyder til at tage billeder. Så mine fritimer bliver uden tvivl brugt på at øve mig i at blive en bedre fotograf, så hold godt øje med instagram, der skal nok komme en masse flotte billeder de kommende dage.
Derudover har jeg formået at indberette skat til tiden. ej, sådan noget må jeg vil ikke skrive offentligt, men jeg gør det altid i sidste øjeblik. Jeg vil meget hellere være i stalden i stedet for at lave papirarbejde, men gøres skal det og jeg elsker, når det er gjort. det føles SÅ godt at komme i mål med og have overstået. Så nogle punktummer bliver der også sat og måske det fører til, keg også får indrette vores hjem lidt. Alt i stalden shiner selvfølgelig, men mit hus ligner stadig lidt at vi ikke er flyttet ind endnu. Der står flyttekasser overalt. Det er ret pinligt, men sandheden.
Så glæder jeg mig helt vildt til, vi får føl. Stakkels Plet, som har termin om en måned skal døjes med mig, som nok kigger og rører ved hendes yver to gange om dagen. Hun synes, jeg er åndssvag, men så længe hun får lidt ekstra wrap og en masse opmærksomhed, tror jeg faktisk, hun overlever… Hun skal have føl efter Quater Hit og jeg håber lidt på et sort broget hingsteføl, men jeg har drømt, det bliver et næsten sort hoppe med fire høje sokker, en stor snip og en hvid plet under maven, så nu må vi se…
Strukturtante
Jeg er strukturtante med stort S. En strukturtante er sådan en som mig, som planlægger alt i minutter. Jeg glemmer aldrig en aftale, jeg har helt styr på tider og kalendere og hader, hvis jeg ikke har overblik. Jeg er nok lidt irriterende nogle gange, men samtidig tror jeg også Søren nyder godt af min planlægning og jeg kan altså ikke lade være.
Men det her Corona er ikke godt for mit strukturgen. Jeg an pludselig ikke planlægge stævner og kurser ud i fremtiden, jeg ved ikke, hvornår der åbnes op.
Mest af alt har jeg lidt ondt af mine pony, junior og ungryttere. Flere af mine gode elever har sidste pony eller ungrytter år og for dem betyder det virkelig meget at stævnesæsonen ikke fungerer. De kan pludselig ikke få de kvalifikationer, de har håbet på og det sidste af deres tid forsvinder. Vi er jo stadig i tvivl om de lidt større mesterskaber bliver afholdt og det skaber en masse frustration. Vi træner og knokler herhjemme og er helt klar, når stævnerne åbner op, men jeg er nok også klar over at det ikke sker om 14 dage desværre. Vi mp ikke glemme at det vigtigste selvfølgelig er at vi er sunde og raske og så må vi være lige glade med stævner. Det er ikke noget vi dør af. Men det er altså stadig pisse ærgerligt.
Jeg er med i en dårlig film
Jeg føler lidt, jeg er midt i en af de der dårlige science fiction, fremtids film, hvor alle får en virus og kun en person har modgiften. Alt går i stå og hele verden er underlagt skurken, som vil overtage verdensherredømmet. Men det er jo ikke en dårlig film. Det er virkelighed. Heldigvis kæmper hele verden forhåbentligt for det samme, nemlig at kurere og stoppe virussen. Vi må hjælpes ad og se det positive i denne tid. Jeg er lykkelig for at være rask og kunne bruge en masse solskinstimer på vores gård og jeg har min familie hos mig. Selvfølgelig ikke hele min familie, kun min egen lille familie, men de andre kan jeg heldigvis snakke og skriv med og må nok indrømme en pinlig ting mere… Jeg er ikke for god til at besøge min familie alligevel, så lige der mærker jeg ikke corona nedlukningen så meget.
Vi gør alt, hvad vi kan for at holde humøret højt og vi får i hvert fald udrettet en masse. Jeg håber alle får det bedste ud af det og bakker op om at komme af med den her dumme virus hurtigst muligt. Men jeg synes også det er ok, at give udtryk for, at det er svært, hårdt og frustrerende, selvom man ikke vil lyde egoistisk og fuldt ud ved, der er vigtigere ting i verden end at jeg kan komme til stævne og at min forretning går fantastisk godt.
