At arbejde med heste- en Wendydrøm?

At arbejde med heste- en Wendydrøm?

9. august 2020 Af Simone Hoppe

Det her oplæg, kan som flere af mine andre oplæg nok lægge op til diskussion og det er slet ikke sikkert jeg har ret!! Det her er mine overvejelser og frustrationer og jeg kunne vælge at holde dem for mig selv, men synes det er vigtigt, vi kan oplyse emner i hesteverdenen uden det bliver til mudderkastning eller tabu.

Jeg har hele mit liv brændt for at arbejde med dyr og tabte mit hjerte til heste. Jeg ville ALT med heste. Det var fuldstædigt lige meget, hvilken hest det var, om det var en travhest, en fjordhest, en islænder, en springhest osv. Jeg ELSKEDE bare heste. Det gjorde at jeg brugte ALLE mine vågne timer på rideskolen.

Jeg voksede op i Højberg i Århus og startede til ridning på Årslevgården og herefter på Skåde Rideklub. Her voksede min hesteinteresse og jeg var altid på rideskolen. Jeg fik part på en elevhest og hjalp beridereleverne med at fodre, feje, pudse udstyr og lukke heste ind og ud fra fold. Senere fik jeg lov at hjælpe berideren, Jimmi T. Sørensen med hans heste. Jeg hjalp med ALT. Selvom jeg bare var 13-14 år red jeg hestene, passede dem til dagligt, tog med til stævner og havde et stort ansvar. Det var aldrig noget problem. Jeg lærte uendeligt meget og fik lov til en masse. Men jeg var heller aldrig bange for at tage fat. Jeg var lige glad med at knokle, stå op kl 4, komme hjem sent, sent om aftenen. Gå og fryse hele dagen på rideskolen. Jeg sugede bare alt til mig. Jeg husker meget tydeligt min tid på rideskolen og tiden på Skåde Rideklub gav mig interessen, forståelsen og ikke mindst ballasten til at udvikle mig til faktisk at blive en rytter. Jeg pylrede aldrig over, det var hårdt eller hestene smed mig af eller jeg skulle knokle for mig. Det skal lige siges, jeg selvfølgelig ingen løn fik. Men det var også fuldstændigt lige gyldigt, for jeg elskede det og den læring plus glade og positive timer var det hele værd.

Jeg har arbejdet flere forskellige hestesteder og lært rigtig meget alle steder. Stederne har været forskellige, men ens for dem alle er at man har skullet knokle. Den her verden er så speciel. Den blander livsstil, hobby og arbejde og det tror jeg ikke findes indenfor andre brancher?

Jeg startede som 19-årig i stalden hos Grethe og Hasse Hoffmann. Jeg fik at vide, det blev hårdt og jeg skulle være forberedt på, det ikke var for “småpiger”. Sådan har jeg ALDRIG tænkt. Jo, jeg knoklede, men det elsker jeg. Det var hårdt arbejde og nogle gange var der skide trælse opgaver og det var surt og træls, men de ting husker jeg kun med et smil. Jeg elskede mine år på Søholt. jeg lærte alt om ridning, uddannelse af heste, om at undervise, om at fodre og passe heste. Jeg lærte alt om at drive forretning og om at sælge heste. Det var en fantastisk tid, som jeg gerne gør om 100 gange. Jeg tjente ikke en skid. Jeg levede af opsparing, hjælp fra mine forældre og brugte hver en krone på stævner.

Uden mine år i stalden, hvor jeg langsomt kæmpede mig op, var jeg aldrig kommet til, hvor jeg er i dag. Jeg red også alle de “besværlige” heste i starten. Jeg red vilde ungheste til, jeg mugede ud, lugede ukrudt, gik 1000 kilometer ned på unghestefoldene for at fodre. Men jeg gik altid på arbejde med et smil på læben og en indstilling, som hed at jeg ville lære.

Jeg arbejde også et år hos Helgstrand Dressage. Her var jeg lovet et fuldtidsrytterjob, men to ryttere, som skulle være stoppet blev alligevel og jeg kunne kun blive, hvis jeg også kunne hjælpe med andet end at ride. Det betød, jeg var nødt til at hjælpe med at tappe hingstene. Det var ikke det sjoveste og ikke det, jeg havde drømt om. Men nødvendigt for at få det job jeg gerne ville.

Det her skal ikke være en blog om, hvor hård min vej til målet har været, langt fra. Det skal modsat inspirere unge mennesker til at turde kæmpe. Ikke at give op eller flytte hver gang, det bliver lidt hårdt eller svært.

Jeg savner de ridepiger, jeg husker fra rideskolen i gamle dage. De gav ikke op, de var ligeglade med at være død beskidte og hoppede op på hesten igen, lige meget, hvor meget, de faldt af. Jeg mener langt fra, man skal finde sig i dårlige arbejdsforhold. Man skal behandles ordenligt og have afstemt forventninger. Men man er sgu også nødt til at give den en skalle.

Når man starter i et nyt job er man ikke ekspert, man har meget at lære. Det er altid ubehageligt i starten og måske også grænseoverskridende. Men måske man bliver rigtig dygtig, stærk og glad af at løse nogle af de svære opgaver og overskride nogle grænser. Jeg har ofte tudet, været ved at give op, ringet til mine forældre og været helt ulykkelig. De har bakket op og støttet mig, men jeg har aldrig givet op og mine forældre har ladet mig selv drage mine konklusioner og erfaringer.

Måske det er meget sundt nogle gange at blive irettesat, lære at man ikke er fantastisk til alt, at man faktisk skal anstrenge sig for at nå sine mål og blive dygtigere.

Jeg oplever mange elever, unge piger og ansatte, som mangler drive eller selvstændighed. At arbejde med heste er knoklearbejde og ikke en dans på roser hele tiden. Man skal være indstillet på, at det er hele pakken og de sure opgaver nytter det ikke at brokke sig over, de skal bare løses, så man kan komme igang med det sjove.

Jeg husker tydeligt på Søholt, da Børge Rasmussen kom og underviste os hver formiddag. Jeg skulle fodre og muge ud inden, jeg kunne begynde at ride og jeg kan garantere jeg kunne stå tidligt op og muge ud, så jeg var klar, når Børge kom med sin kurv under armen og gav videre af de meste fantastiske råd. Jeg gik da aldrig til Hasse og Grethe og sagde, at jeg gad sgu ikke muge ud. Jeg gjorde, hvad jeg blev bedt om og fik efterhånden mere og mere ansvar og fik bedre og bedre heste at ride på.

Jeg har brug for at sætte fokus på at den her branche er vild. Vild på den måde at den kræver et overdrevent drive, tålmodighed, dygtighed og ekstremt mange penge bag. For os, som ikke er født med økonomisk opbakning, er der kun en vej! Hårdt arbejde, som er målrettet og med fokus på at være grundig og ordentlig.

Det kan nogle gange være svært. Jeg har haft flere fantastiske piger ansat, som virkelig har knoklet, som har været en del af teamet. Uden dem var jeg aldrig kommet, dertil, hvor jeg er i dag. Men der er også langt mellem piger, som kan tænke selv, tage ansvar og som tør være selvstændige og som tager imod læring. Jeg ved ikke om det er opdragelsen i dag, som gør det sværere at finde unge mennesker med ben i næsen eller om forældrene bare blander sig for meget. Det er for mig ærgerligt. Jeg vil SÅ gerne give de ting videre, jeg har lært. Men jeg savner pigerne med julelys i øjnene, når man vil lære fra sig og som vil kæmpe for det. Der er så mange ryttere med talent, som går tabt i dag, fordi de måske ikke har råd til at købe en stjernehest, som kan vinde til landsstævner. Men det kan altså lade sig gøre alligevel!!!

Jeg har aldrig selv ejet en hest, som var RIGTIG god. Jeg gad jeg da godt og det er stadig mit mål at have en stald med 15 top heste, jeg selv ejer. Men jeg ved vejen er lang og hård. Men det er min passion, mit liv og jeg giver ikke op. Jeg håber, der findes piger derude, som tør følge deres drøm. Som ikke giver op på forhånd, fordi de ikke er født med en guldske i røven eller fordi deres forældre synes, det er synd de skal tidligt op om søndagen eller skal arbejde flere timer end deres storesøster, som har job i kiosken og så endda til en lavere løn.

Kom nu piger og drenge!! Det her er en opfordring. Der må være nogle tøser med talent, tålmodighed og passion derude, som kan give noget modspil til at ridesporten i dag kun er for eliten og “rige folk”.