Jeg bliver simpelthen nødt til at følge op på Hasse Hoffmanns artikel “Det sidste ord” i Riders Notebook. Den artikel er yderst vigtigt og jeg blev så glad og stolt, da jeg læste den, fordi det er netop derfor, jeg elsker at ride. Jeg er så taknemmelig for alt den viden og indsigt Hasse og Grethe Hoffmann har videregivet til mig og det er uendelig vigtigt for mig at fortsætte min ridning og undervisning i det spor.

Hasse skriver:

“Den gode rytter er hestens dansepartner, du fører og hesten lader sig føre.”

Det er for mig det ultimative, når hesten stoler på dig, er bygget op, så den kan bære både mig og sig selv og at den forstår mine signaler, så vi kan danse sammen. Men er det alles mål i dag? Eller har ryttere i dag forståelse for, hvad det vil sige at være i samspil med hesten?

Hasse skriver så korrekt, at det kræver meget at blive rytter. Man er altså ikke bare rytter, fordi man kan sidde på en hest. At være rytter, betyder at du kan dressere og uddanne en hest og for at kunne det, skal du forstå hesten. Jeg er vildt ked af at meget af sporten i dag kun handler om at vinde røde sløjfer og at komme hurtigst muligt frem til et mål. Vejen til målet er ikke interessant og den skal helst forceres. Forcering og ridning er to ord, som for mig slet ikke hænger sammen. Jeg har altid fulgt Hasses ord om, at man skal skynde sig langsomt. Det er en lang process, som kræver tålmodighed, refleksion og ydmyghed og de tre ord ser jeg desværre sjældent i ryttere i dag. Nu bliver det her jo lidt generaliserende, for selvfølgelig er der mange dygtige og fornuftige ryttere, men det er vigtigt for mig at sætte fokus på det her emne og måske få hestefolket til at diskutere det.

I dag er en hest bagud i uddannelse fordi den ikke er klar til at gå 5 års championat eller fordi den ikke kan changere som 6 års. men i forhold til hvad? i forhold til at alle heste skal gå Grandprix som 8 års? Jeg synes, der er alt for lidt forståelse for den enkelte hests opbygning, både fysisk og mentalt. Og hvis ikke hesten er bygget op til at tåle det arbejde vi forlanger, hvad fanden hjælper det så at den kan changere som 6 års? Er målet ikke at have vores heste længe? Jeg rider fordi jeg elsker heste og forstår slet ikke den tilgang, hvor man skyr alle midler for at opnå et resultat og så er man fuldstændig ligeglad med hestens ve og vel. Hvis man er rytter og hestemenneske, mener jeg, man er forpligtet til at passe på sine dyr.

Jeg hørte en professionel udtale til stævne i weekenden, at det fandme bare var at komme afsted til stævne, når hesten var gående. Man vidste sgu aldrig, hvornår de blev halte eller døde af kolik. For mig er det en helt latterlig udtalelse. Hvis det er normalt for den person, ville jeg måske tjekke op på mit system og min pasning af hesten, hvis det var hverdag at hestene blev halte eller døde af kolik.

Jeg er godt klar over, at der i dag er et kæmpe pres for at ride med i toppen og for at sælge dyre heste og leve af sporten. Derfor bliver hestene til en genstand, som bare skal presses og lære en masse hurtigst muligt, så den er mest muligt værd og det kan måske godt være en god forretning. Men… for det første er det HELT uden moral og for det andet, bliver køberne tilfredse, når deres dyrt indkøbte hest går i stykker kort tid efter køb eller er helt spændt og mentalt utilpas kort tid efter overtagelse? jeg ville have så dårlig samvittighed og samtidig tænker jeg heller ikke den kunde ville vende tilbage og købe sin næste hest hos mig?

Det er SLET ikke fordi, jeg synes vi skal ride rundt i rebgrime, uden sadel eller sporer og ikke må presse vores heste- langt fra. Jeg behandler ikke mine heste som tøjdyr, de er mine samarbejdspartnere og skal have respekt. Men jeg savner virkelig ord dom føling og forståelse for hestene i det ridning, jeg ser flere og flere steder.

Er jeg ene om at savne moral og forståelse for de dyr vi arbejder med? Jeg er så heldig at samarbejde med Bjarne Nielsen nu og han står mindst lige så meget for, som mig, at det er vigtigt at opbygge hestene til de opgaver vi stiller dem.

Hasse skriver igen i artiklen utroligt intelligent:

“Ridning – ridekunst – er alt det, du ikke kan google dig til eller lære ved at sidde foran en computer. Ridning er et fantastisk samspil, hvor man må føle sig ind i hver enkelt hests psyke og fysik.”

Det her citat må være et af de ti bud indenfor hesteverdenen. Måske vi skal fremsætte en moralsk og etisk “De ti bud” for hvordan mennesker behandler heste. ligesom de ti bud fortæller os mennesker, hvordan vi skal behandle hinanden? det burde bare ikke være nødvendigt, da det som burde samle os hestemennesker er kærligheden til hestene.

Jeg hører flere erfarne, dygtige ryttere sige, at de har mistet lysten til at tage til stævner, fordi stævner ikke længere handler om god ridning. eller måske er “god ridning” bare blevet noget andet?