Herning for enhver pris?

Herning for enhver pris?

29. februar 2020 0 Af Simone Hoppe

Ridesporten er fyldt med svære beslutninger

Jeg elsker at ride, træne og passe mine heste, men jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde at stævner og mål betød noget for mig. Jeg er udpreget konkurrencemenneske og elsker at komme afsted og vise, hvad vi kan. Men jeg tager også kun afsted, når jeg ved, min hest er klar til opgaven. jeg tager ikke afsted bare for at være med eller hygge mig. Men nogle gange er det svært at beslutte, hvornår hesten er klar til en given opgave. Der er mange faktorer, der spiller ind. Hestens sundhed, velvære, uddannelsesniveau, psyke og så min lyst til at konkurrere. Alt det skal gå op i en højere enhed, for at det bliver succesfuldt for mig og det kræver planlægning, hårdt arbejde og held.

Når jeg skriver held mener jeg, at der let kan gå noget galt. En af faktorerne kan ikke lykkedes. Hesten kan begynde at hoste, træde på et søm, tabe en sko eller hestens træning er ikke som forventet ugen op til stævnet. Der kan altid ske noget uventet op til et stævne, som gør, jeg vælger at blive hjemme. Men beslutningen er altid svær, jeg kan aldrig garantere at det går godt, selvom hesten er sund, jeg har trænet og jeg er fokuseret på opgaven. Men det er vel også det spændende med heste, at det er uforudsigeligt og kræver utroligt meget mere end bare dygtighed og hårdt arbejde. Det kræver tålmodighed, forståelse, ansvar og intellekt. Intellekt på den måde at handle korrekt i uforudsigelige situationer og træffe valg, som tilgodeser hesten. Både så hverken hest eller rytter kommer til skade, men også så hesten ikke får dårlige oplevelser, som skader dem fremover.

Herning er årets begivenhed

Jeg har en 5 års heste kvalificeret til unghestechampionatet i Herning. Det er er fedt. Det er endda en hest, jeg har købt som 2 års og selv haft lige siden. Det er min egen hest. Jeg har faktisk endelig selv en hest, som er af rigtig god kvalitet. Det er nok faktisk den bedste unghest, jeg nogensinde selv har ejet. Jeg har glædet mig helt ekstremt til ham her. Han lever op til mine forventninger, han er perfekt i størrelsen, han er 100% sund og stærk og vil rigtig gerne arbejde. Han er på mange måder min drømme hest. Men…. Selvfølgelig er der et men… Så heldig kan man ikke være. Poul, som Grand Galarambo kaldes til dagligt, har et meget specielt sind. Det har han altid haft. Som den eneste på unghestefold kunne han ikke røres eller fanges. Han skulle jagtes ind i en boks og så var det stadig svært at komme til ham. Det foregik ofte med flere longer og trailerlæsning og smed var med bedøvelse. Han er håndteret præcis lige så meget, som alle hans kammerater på folden, men han var meget mere skeptisk og løb altid væk. Jeg valgte at sende ham til Pernille Nørgaard i tilridning. Hun er utrolig dygtig til lidt specielle heste og har en fantastisk ro og et kæmpe talent for at arbejde med heste som ham. Det tog dog stadig lang tid at komme på ham og han var meget skeptisk og reagerede også her voldsomt, når han blev bange. Han var aldrig ond/sur. Altså han har aldrig bidt, sparket, bukket stejlet eller været fræk. Han var bare meget hurtig/spooky og skeptisk. Så jeg har brugt mere tid på den her hesten end nogen anden unghest.

Nu er vi kommet langt. Han er ridemæssigt præcis, hvor jeg mener en 4,5 års hest skal være og han har kæmpe talent for alt. Han er en fornøjelse at sidde på, han er rummelig, smidig, fuld af kraft og elsker at arbejde. Men… hans psyke er meget imod ham. Han reagerer desværre stadig voldsomt på ting. Han er bange for andre heste, når man rider. Han kan blive bange for min kæreste, som går langsom igennem hallen med en kaffekop osv. Og når jeg siger bange, er det ikke bare, at han stopper op og spænder. Han går i panik og man kan ikke skælde ud eller blive sur. Man kan give sig tid og få ro og ride sig ud af det. Han kræver virkelig tålmodighed og overblik og stor forståelse. Han er en utrolig svær hest, han kræver jeg 100% guider ham og er leder, men kan heller ikke presse ham til noget. Vi skal stole på hinanden og for at være helt ærlig. JEG STOLER BESTEMT IKKE ALTID PÅ HAM. Det er ikke lige ham, jeg sadler op til en hygge tur. Jeg er altid 100% koncentreret, når jeg arbejder med ham.

Han har aldrig tabt mig. Men jeg tænker mig virkelig også meget om, når jeg rider på ham og tager ingen chancer. Jeg er på forkant med alt han kan være bange for og tit irriterer det mig, at jeg ikke bare kan ride uden at skulle bruge tid på at holde øje med eventuelle farer. Der er intet ondt skabt i Poul, han er meget mild og forsigtig og vil meget gerne gøre mig tilpas, men han er en kylling. Var han et menneske havde han helt sikkert fået en angst diagnose. Men alle heste er vel lidt underlige. Poul er vist bare specielt tosset. Jeg elsker ham højt og tror meget på ham. Men for fanden, hvor gad jeg godt han hvilede lidt mere i sig selv og var modig.

Jeg vil for alt i verden gerne ride ham i Herning. Men vi har truffet den svære beslutning at trække ham. Jeg har håbet helt indtil nu at han ville modnes og vi med mere træning kunne gøre ham mere “klar” til opgaven. Men han er bare ikke psykisk klar. jeg vil aldrig kunne varme op i en telt hal i blæsevejr eller med regn, som larmer på taget. Jeg vil aldrig kunne varme op med 6 andre ungheste i en lille hal og at skulle få testrytter op inde i Boxen, virker også helt uoverskueligt. Han er stadig meget forsigtig, når jeg skal op på ha hver dag og han skal stå helt stille, når jeg sætter mig op. Han er ikke sådan en hest, man bae svinger sig op på. Jeg kan ikke hoppe op med en pisk i hånden, jeg kan ikke tage en pisk fra barrieren og jeg kan ikke tage en jakke af eller et tæppe. Jeg har nok håbet at Herning kunne lade sig gøre, fordi JEG rigtig rigtig gerne vil ride. Det vil jeg stadig rigtig gerne. Men min hest er ikke klar.

Grand prix frem for championat

Om Poul opnår den psyke der kræves af en top konkurrencehest, det ved jeg ikke. Jeg håber selvfølgelig inderligt, men der er ingen garanti. Han er noget speciel. Men at udsætte ham for Herning på nuværende tidspunkt ville simpelthen være synd. Jeg er bange for, han kunne blive skræmt for livet. Og kunne det så lykkes mig at komme ind i Boxen, ville jeg skulle holde ham tilbage, for han ikke gik i panik og løb væk, så jeg ville aldrig få vist det ridning, vi kan og gerne vil repræsentere. Det ville aldrig blive en tilpas, smidig, tryg og lækker hest at se på. Tager jeg til Herning er det kun fordi, jeg så gerne vil ride. Det vil jeg virkelig også gerne og jeg ærger mig stadig og jeg ved, jeg vil sidde og trippe, når jeg ser de andre ride næste weekend, men beslutningen er taget og det er den rigtige. Poul er ikke en salgshest og jeg har ikke travlt. Jeg drømmer om og mit mål er han skal gå hele vejen, så det her var jo bare en sjov oplevelse på vejen. Men det skal ikke ødelægge noget og slet ikke skræmme ham for livet.

Men det er godt nok hårdt at have en skide god, velfungerende hest, som man virkelig gerne vil vise frem, men som bare ikke er moden nok. Så Herning bliver uden hest i år. Heldigvis bor vi kun 30 min fra messecentret, så jeg skal helt sikkert se en masse lækre heste og kan stadig nå at få redet hestene herhjemme. Der kommer jo masser af andre gode stævner og jeg må bare være lidt tålmodig.

Så et er at vi skal passe på vores heste rent sundhedsmæssigt. Altså de skal uddannes korrekt og vi skal give os tid til at bygge dem op, så deres fysik kan klare de opgaver, vi forventer os af dem. Men deres psyke er også vigtig. Nogle heste er super nemme, hviler i sig selv og lader sig ikke stresse eller påvirke. Det er en fornøjelse, når de bare er “nemme” og ukomplicerede, men de heste skal også respekteres og man skal ikke træde over stregen og udnytte dem. Det er hele tiden en balance. En hest som Poul skal skubbes hele tiden, ellers ville han blive ved at være usikker og nervøs. Jeg prøver at rykke hans grænser hele tiden, så han vokser med opgaven og forhåbentlig bliver mere og mere klar til at klare udfordrende situationer, som stævner. Vi vil bruge foråret på en masse ture ud i naturen sammen med en anden hest, vi vil køre ham i forskellige haller, hvor vi har tid til at ride stille og roligt indtil han slapper af og er ok med nye steder, vi vil træne en masse bomtræning, lave en masse miljøtræning med forskellige rekvisitter og vigtigst af alt fortsætte hans grunduddannelse, så han også gennem bedre forståelse for hjælperne kan hjælpes igennem de situationer, hvor han bliver usikker.

Findes heste med hele pakken?

Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig haft en hest, som var sund, klog, super velgående, hvilede i sig selv, var ukompliceret og samtidig havde så højt et energi niveau, som det kræves af et topsportshest. Jeg har selvfølgelig heller aldrig haft råd til at købe en top top hest, så måske findes de? Men jeg tror nu alle heste har udfordringer. Det er vel netop det, som gør ridning spændende. Men det kræver blod, sved og tårer. Jeg indrømmer gerne, hvor mange tårer jeg har grædt gennem årene over heste!! Det er rigtig mange. Enten fordi jeg bliver ked af, jeg ikke præsterer godt nok eller fordi jeg bliver ked af at hestene ikke indfrier mine forventninger. Her mener jeg fx at jeg ville ønske Poul var en “flink” hest og kunne rides i Herning, fordi jeg egoistisk rigtig gerne vil ride. Det er jeg da ked af, men det nytter ikke noget. Jeg må træne videre og blive endnu bedre.

Jeg har også selv svært ved at indse at nogle heste bare er svære og nogle gange virker det uoverskueligt og vejen er ofte svær og lang. Men det er det hele værd. Ellers havde jeg givet op for længst. Og ofte er de rigtig gode heste ret specielle. Jeg ved ikke hvorfor, men de skal nok være gjort af noget bestemt for at have det, der skal til. Jeg har ofte lidt sære heste i stalden og jeg elsker dem hver i sær og bruger gerne tid på dem og træner dem individuelt, men nogle gange, måtte det altså godt bare være lidt nemt. Så næste gang jeg møder Jesper Fårekylling og den gode fe, så ønsker jeg mig altså, at jeg kan forklare hestene, at de bare lige skal præstere optimalt de 10 minutter inde på banen ind i mellem, så bliver deres liv meget lettere. Tænk, hvis det var muligt… Måske mit liv så også ville blive lidt kedeligt? Jeg ved det ikke, for har aldrig prøvet det. Men det kommer nok en dag.

Poul og jeg træner videre og jeg glæder mig til at vise jer ham en dag. Jeg laver snart en lille træningsvideo med ham, så I kan se, hvor skøn han er og måske også få et lille indblik i hans ret tossede sider.

Jeg ønsker alle rigtig meget held og lykke i Herning og glæder mig til nogle gode dage, selvom det bliver underligt uden hest i år.